Din vilje må bøje sig ind under Guds vilje

Gud har skabt dig med: 1. En ånd 2. En sjæl 3. Et legeme/krop. Sjælen (2) består af tre dele: a. Forstand b. Vilje c. Følelser.

Det er Ånden, der bliver født på ny, når du siger ja til Jesus. Ikke sjælen eller legemet. Viljen er derfor stadigvæk upålidelig, selv efter din omvendelse. Det er vigtigt, at din ånd, der er født på ny, bestemmer over din vilje. Din vilje må lære at bøje sig ind under Guds vilje. Det kan den ikke lære på én dag, men ved dagligt at blive fastholdt i det spor som Helligånden viser. Du vil undervejs opleve kamp mellem Guds Ånd og djævelens ondskab, der også ønsker at kontrollere din vilje, men når du dagligt lader Ånden bestemme retningen, så vil du opleve, at viljen retter sig ind under Guds vilje.


Dagens ord

Alle, som bliver ledt af Guds Ånd, er Guds børn. Den Ånd, I har fået, gør jer ikke til slaver, for så kom I blot igen til at leve et liv i frygt. Nej, Guds Ånd gør det klart for jer, at I er Guds børn. Det er Guds Ånd i os, der gør, at vi kan kalde ham vores far. Det er Guds Ånd, der bekræfter over for vores egen ånd, at vi virkelig er Guds børn. (Romerne 8:14-16)

Vi beder om, at fredens Gud vil gøre jer hellige og rene og bevare jeres ånd, sjæl og legeme, så I ikke kommer under anklage, den dag Jesus Kristus, vores Herre, kommer igen. Han, der kalder jer, er trofast. Han vil føre jer igennem til målet. (1. Thess. 5:23-24)

Men når sandhedens Ånd kommer, vil han vejlede jer til hele sandheden. Han vil ikke fremføre sine egne meninger, men det, Han hører mig sige, vil Han give videre til jer, og Han vil åbenbare for jer, hvad fremtiden bringer. Han vil ophøje og ære mig ved at tage imod det, jeg giver ham, og derefter åbenbare det for jer. Alt, hvad Faderen har, er også mit. Det er derfor jeg siger, at Helligånden vil tage imod det, jeg giver ham, og åbenbare det for jer. (Johs. 16:13-15)


Refleksion

Har du en stærk vilje? Vil du lære den at bøje sig ind under det Gud siger? Oplever du, at blive ledt af Guds Ånd, Helligånden?


Bøn

Kære Gud. Tak for Helligånden, der minder mig om sandheden, og alt det der er godt. Tilgiv mig, at jeg nogle gange bevidst har vendt mig væk fra din vilje med mig. Jeg vil gerne, at du leder mig Helligånd, så mine tanker, vilje og følelser er rettet helt ind efter det, du siger. Det beder jeg om i Jesu navn. Amen.

Herre Jesus Kristus, jeg vil, at både hele min sjæl og alle mine fysiske aktiviteter skal være rettet ind efter Helligåndens enestående vejledning. Jeg binder mørkets onde vilje og forbyder den at operere i mig, både under søvn og i vågen tilstand. Tak, fordi du altid er lige ved siden af mig og giver mig din kærlige omsorg og vejledning. Jeg vil placere mig selv lige midt i din trofaste kærlighed og bøje min vilje ind under din vilje. I Jesu navn. Amen.


Hør mere