JEG ER – vil sørge for dig
Gud elsker dig, og Han vil sørge for dig, når Han sender dig på en opgave. Du vil aldrig blive sendt, uden at Gud også giver dig det, du har brug for. Enten før rejsen eller under rejsen. En konge sender aldrig sine folk ud, uden også at give dem alt det, de har behov for. Israels folk oplevede at gå 40 år i ørkenen uden at deres tøj og sko blev slidt. Gud lærte dem at stole på Ham alene.
På samme måde har Gud en opgave til dig. Han vil sørge for dig undervejs, så du har alt det, du skal bruge til opgaven. Vil du stille dig til rådighed? JEG ER vil sørge for dig.
Vær opmærksom på, at der er forskel på den opgave, Gud sender dig på, og den opgave du tror/tænker, Gud vil have dig til at udføre. Gå ikke afsted på egen hånd, uden at Gud har sendt dig.
Dagens ord
I 40 år har han ført jer gennem ørkenen, uden at jeres tøj og sko blev slidt op. I fik hverken almindeligt brød eller vin og øl, men Herren sørgede for jeres behov for at lære jer at sætte jeres lid til ham som Herren, jeres Gud. (5. Mosebog 29:4)
Du har vist mig vejen til livet, jeg fyldes med glæde i dit nærvær, du giver mig den evige herlighed. (Salme 16:11)
Refleksion
Ved du, hvad du er kaldet til? Har du givet Gud lov til at sende dig på en opgave? Oplever du, at Gud sørger for dig?
Bøn
Tak Gud, fordi du har lovet altid at sørge for mig. Jeg vil gerne være villig og lytte efter det, du siger. Giv mig mod og hjælp mig med at kunne høre, hvad du kalder mig til. Jeg vil så gerne bruges til noget meningsfuldt, og jeg kan ikke finde på noget bedre end at tjene dig. Du er min Herre og Gud. Jeg vil gerne gå bud for JEG ER, når bare du sørger for mig. I Jesu navn. Amen.
Læs mere
📖 5. Mosebog 29 📖 Salme 16; 📖 Johannes 15;