Helligånden er din advokat og hjælper

Du er ikke alene på noget tidspunkt, når du har givet dit liv til Jesus. Du har accepteret, at Jesus bestemmer over dit liv, og så har Han sørget for, at du aldrig bliver efterladt alene på noget tidspunkt. Helligånden er flyttet ind hos dig som hjælper og advokat (talsmand). Han vil sørge for, at du bliver velsignet, hvis du vil lytte til Ham. Helligånden er Guds Ånd, der har til opgave at hjælpe og guide dig gennem ethvert øjeblik i dit liv. Lad Ham være din advokat og hjælper – det er Hans opgave.


Dagens ord

Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt, og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.  Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! (Johs. 14:26-27)

For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham. (Romerne 8,14-17)

Men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.  Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.  Om synd: at de ikke tror på mig;  om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere;  om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu.  Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. (Johs. 16:7-13)


Refleksion

Hvad har du brug for hjælp til? Bruger du Helligånden, som din hjælper og advokat (talsmand), eller lever Han et inaktivt liv i dig? Vil du gerne lære at høre hvad Han siger?


Bøn

Helligånd – Undskyld at jeg alt for sjældent aktivt bruger dig i mit liv. Jeg vil gerne at det skal være anderledes. Lær mig at lytte til dig, og søge hjælp hos dig i mit liv. Lær mig at bede med udholdenhed og vis mig hvilken kraft, du er i mit liv. Gå i forbøn for mig. I Jesu navn. Amen.


Læs/hør mere

📖 Læs hele Johs kap. 14

Kari Jobe – Holy Spirit (Live) ft. Cody Carnes