Hav ærefrygt for Herren – Han er så god

Når du frygter Herren, så er du ikke bange for Ham, men du er helt klar over, at Han er den største, og du er det lille menneske, der har brug for hjælp fra den suveræne kærlige Herre og Gud. Smag og se at Herren er god – det er fundamentet for sund Gudsfrygt. Du tilbeder Gud som den suveræne kærlige Far, der har skabt alle ting. Du bliver lykkelig, hvis du søger din tilflugt hos Ham. Den der har ærefrygt for Herren lider ingen nød.


Dagens ord

Jeg vil prise Herren til alle tider, min mund skal altid lovsynge ham.  Jeg fryder mig over Herren, de ydmyge hører det med glæde.  Ophøj Herren sammen med mig, sammen vil vi hylde hans navn!  Jeg søgte Herren, og han svarede mig, han befriede mig for al min frygt.  De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde, deres ansigter skal ikke dækkes af skam.  Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham, han frelste ham af alle hans trængsler.  Herrens engel lejrer sig omkring dem, der frygter ham, og han udfrier dem.  Smag og se, at Herren er god; lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham.  Frygt Herren, I hans hellige, for de, der frygter ham, lider ingen nød. (Salme 34:2-10)

At frygte Herren er begyndelsen til visdom, enhver, der gør det, bliver såre klog. Herrens pris består til evig tid. (Salme 111:10)


Refleksion

Har du ærefrygt for Herren? Hvem er interesseret i, at du skulle være bange for Gud?


Bøn

Herre, jeg lovpriser dit navn. Du er den største – det er dig jeg stoler på. Tak fordi du er god, og din trofasthed holder aldrig op. Du er Hellig, og dit navn er Helligt – du er en stor Gud – der er ingen anden gud, der er større end dig. Jeg vil lovsynge og tilbede dig i al evighed Gud. Du skal være min Gud og Herre, for du er uendelig god. Jeg overgiver mig til dig – i Jesu navn. Amen.


Læs/Hør mere

Salme 111; Ordsprogene 1; Salme 135