Du er med i en ny pagt #3 – Jeg er i dig og du er i mig
På grund af den nye pagt, er du nu i Jesus, og Jesus er i dig. Det var det, der skete, da du blev ‘født på ny’. Dit liv er (skjult) i Jesus – og Jesus lever i dig. Du er blevet en del af Jesu krop på jorden – de troendes fællesskab. Dit liv er ikke længere dit eget – du er hos Ham og i Ham. Det er en åndelig virkelighed og en naturlov, når du er født på ny. Djævelen er stadig en indædt modstander af Guds Kongerige, men Jesus har besejret ham og al hans ondskab. Det er derfor vigtigt, at du er i Jesus, og Jesus er i dig. Så kan djævelen ikke længere få magten over dig. Fordi du er nævnt i den nye pagt. Du er i Jesus.
Dagens ord
Den dag skal I erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig og jeg i jer. (Johs. 14:20)
Kristus i jer, herlighedens håb. (Kol. 1:27)
Tror du da ikke, at jeg er ét med Faderen, og at Faderen er ét med mig? Det jeg siger til jer, kommer ikke fra mig selv, men fra Faderen, som bor i mig. Og det er også ham, der gør sine gerninger gennem mig. Tro mig, når jeg siger, at jeg er ét med Faderen, og Faderen er ét med mig. Men vil I ikke tro det, så tro på grund af de undere, I har set mig gøre. Det siger jeg jer: De, der tror på mig, skal gøre de samme undere, som jeg har gjort; ja, de skal gøre endnu mere, for jeg er på vej til Faderen. Hør godt efter: Hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre. På den måde vil Faderen blive æret gennem Sønnen. (Johs. 14:10-14)
Refleksion
Forstår du, at du er (skjult) i Jesus? Hvad betyder det, at du er i Jesus, og Jesus er i dig?
Bøn
Tak, Jesus, fordi jeg kan læse, at jeg er i dig, og du er i mig. Jeg forstår det nok ikke helt, men lær mig mere, så jeg fuldt ud kan leve i den nye identitet og tjene dig i alt det, jeg gør. Jeg vil leve fuldt ud i dig – Kom du også og lev fuldt ud igennem mig, så andre kan se, hvor kærlig og god du er. I Jesu navn. Amen
Læs/Hør mere
📖 Johannes Evangeliet 14