Søg Herren – Af hele dit hjerte #1

Når du søger Herren af hele dit hjerte, så fokuserer du på og prioriterer efter det, der er Guds vilje. Guds vilje med dit liv og Guds vilje i de valg du skal træffe. Du prioriterer at bruge tid sammen med Gud, så din alenetid i tilbedelse, bibellæsning og bøn, ikke hurtigt overstås. Du forhindrer forstyrrelser i at komme imellem dig og din alenetid med Gud. Mobiltelefon og andre forstyrrelser lukkes ned, så du kan fokusere på at tilbede din Gud og Skaber. Husk også på, at det at søge Herren af hele dit hjerte, ikke er et projekt du skal lykkes med, men et samvær med Herren selv, hvor Han ønsker, at du lærer Ham bedre at kende. Bed Gud om at åbenbare sig for dig og vejlede dig i at søge ham af hele dit hjerte. Stil spørgsmål til Ham, og lad Ham svare, mens du lytter. Vent på Ham – lad Ham vise dig, hvem Han er – og hvad du betyder for Ham. Søg Herren – af hele dit hjerte.


Dagens ord

Når I beder til mig om hjælp, vil jeg høre jer, når I søger efter mig, vil I finde mig. Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig. (Jer. 29:12-13)

Jesus svarede: „Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl og med alle dine tanker. (Matt. 22:37)

Stol på Herren af hele dit hjerte, følg ikke kun dine egne tanker. Søg Guds vilje i alt, hvad du gør, så vil han lade livet lykkes for dig. (Ordspr. 3:5)

 Den, der sidder i den Højestes skjul, har sin bolig i den Almægtiges skygge; han kan sige om Herren: Min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på. Han redder dig fra fuglefængerens fælde, fra den hærgende pest. Han dækker dig med sine fjer, du kan søge ly under hans vinger; hans trofasthed er skjold og værn. (Sal. 91:1-4)


Refleksion

Hvad er det sværeste for dig, når du vil søge Herren af hele dit hjerte? Kan du arrangere det sådan, at du får mere ro til at søge Herren?


Bøn

Kære Herre – Hjælp mig med at søge dig af hele mit hjerte. Vis mig, hvem du er, og lad mig forstå og kunne gribe, hvor stor din kærlighed er til mig. Giv mig styrke til at skabe den ro omkring mig, jeg har brug for, så jeg finder ro og hvile i din nærhed. Beskyt mig fra fjendens angreb, når jeg skal have ro. I Jesu navn. Amen


Hør mere