At vandre med Gud #3 – Vær fokuseret
Når du er fokuseret, så ved du, hvad du skal, og hvor du er på vej hen. Du vil ikke lade dig forvirre eller forstyrre, men være målrettet og koncentreret i din vandring. Når du vandrer med Gud, så er du fokuseret på det, Han har sagt til dig. Du er på en mission, og du kan ikke lade noget fjerne dit fokus fra opgaven. Du handler retfærdigt, kærligt og med konstant fokus på Helligånden, så du kan høre Guds stemme, når Han siger mere til dig. Du vandrer fokuseret sammen med Gud.
Dagens ord
Når vi vælger Herrens vej, vil han lede vore skridt. (Sal. 37:23)
Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud. (Mika 6:8)
Nu, hvor Jesus Kristus er jeres Herre, skal I leve i lydighed mod ham. Stå fast i troen og søg jeres åndelige næring og styrke fra ham, sådan som I har lært, og vær altid fyldt med tak til Gud. (Kol. 2:6-7)
Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. I øvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde. Hvad I har lært og taget imod og hørt og set hos mig, det skal I gøre. Og fredens Gud vil være med jer. (Fil. 4:4-9)
Refleksion
Ved du hvad du skal? Hvordan bliver du mere fokuseret i din vandring med Gud?
Bøn
Tak, Gud, for din kærlighed og almagt. Min lykke er at vandre sammen med dig, mens jeg er fuldt fokuseret på opgaven. Du er min Gud og skaber – det er dig jeg vil tjene. Tak for Jesus, Han er en vidunderlig og enestående Frelser. Jeg tilbeder dig, Herre. I Jesu navn. Amen.
Læs/Hør mere