Fem vigtige sandheder #3 Nåde og tilgivelse

Har du overtrådt dit lands lov, må du tage den straf, du bliver tilkendt af dommeren. Det er anderledes hos Gud, for hos Ham kan du finde nåde og tilgivelse. Der er nemlig allerede betalt for overtrædelsen. Det er resultatet af Jesu død for hele verdens synder. Hvad du end er skyldig i, så er der stadig nåde og tilgivelse at få hos Gud, når du vender dig til Ham. Det kan du ikke ændre på. Spørgsmålet er, om du vil gå til bekendelse for din handling, ændre indstilling og tage imod tilgivelsen? Hos Gud kan du bekende, tage ansvaret, finde tilgivelse og så give slip på skammen over dine handlinger.


Dagens ord

Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige;  han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder. (1. Johs. 2:1-2)

Men du, Herre, er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede, rig på troskab og sandhed. (Sl. 86:15)

I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. (Ef. 1:7)

For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. (Ef. 2:8)


Refleksion

Vil du bekende, tage ansvaret for din handling og vende dig om mod den nådige og tilgivende Gud?


Bøn

Kære Gud, tilgiv mig. Jeg skammer mig over at jeg igen vendte mig væk fra dig og gik min egen vej. Det er alene min skyld. Tilgiv min synd og lad mig blive genoprettet hos dig. Jeg vil ikke synde mere. Hjælp mig Jesus. I Jesu navn. Amen.


Læs/Hør mere