Stå fast imod djævelen #3 – Kom over dig selv

Paulus bad tre gange Gud om at fjerne den onde ånd, der plagede ham, men Guds svar til Paulus betød, at Paulus selv skulle lære at tage autoritet over satans engel. Det var han nødt til at praktisere.
“Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” Paulus havde adgang til Guds kraft, når han i magtesløshed bad om hjælp. Han skulle ikke forsøge at klare det selv, men lære at bede om hjælp i Jesu navn. For så ville djævelen flygte fra ham. (Jak. 4:7)
Det er altså ikke en katastrofe, når du føler dig magtesløs og uden håb, for dér beder du om hjælp og kan byde over dæmoner i Jesu navn. Der giver du Helligånden plads til at komme dig til hjælp med en vældig kraft. Paulus skrev de mest opmuntrende breve til menighederne inde fra fængslet. Han havde lært, at ‘komme over sig selv’ og stå djævelen imod i Jesu navn. Selv i magtesløshed i fængslet kunne han fokusere på at give det videre, som han selv havde lært. Kom derfor over dig selv – og stå fast imod djævelen – i Jesu navn.


Dagens ord

Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer. (1. Pet. 5:6)

Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk. (2. Kor. 12:8-10)

I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer. (Jak. 4:7)

Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. (Rom. 8:26)


Refleksion

Hvor er det, du kan ydmyge dig, og ‘komme over dig selv’? Hvad har Gud kaldet dig til at give videre til andre, selvom du måske stadig selv slås med modgang og smerte i dit liv?


Bøn

Herre Jesus, hjælp mig, jeg føler mig så magtesløs. Lær mig, som Paulus, at stå djævelen imod, i dit hellige navn. Lad mig ‘komme over mig selv’ så jeg forstår, at jeg selv i magtesløshed kan bede med din autoritet og byde satan at forsvinde. Det beder jeg om i dit navn, Jesus. Amen.


Læs/Hør mere