Stå fast imod djævelen #9 – Sig nej til verden og dens begær.

Du spiller din tid, når du prøver at blive accepteret i verden, for djævelen, der regerer i verden, vil aldrig tilfredsstille din sult efter accept. Han hader mennesker og især alle kristne, for de minder ham om det han tabte. Han vil kun gøre dig til sin slave, så du kan hjælpe ham med at stjæle, slå ihjel og ødelægge på jorden. Uro vil altid jage dig, og du vil aldrig finde hvile i begæret efter denne verdens lyst og drama.

Søg derimod at blive accepteret af Gud, Herren, der skabte dig og elsker dig mere end du kan forstille dig. Søg Guds vilje for dit liv, og lad Ham lede dig ind i sin fred og kærlige vilje. Selvom du vil opleve modgang og ensomhed her i verden, så vil Gud aldrig svigte og forlade dig. Stå djævelen imod ved at sige nej til verden og dens begær.


Dagens ord

Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid. (1. Johs. 2:15-17)

Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. (Johs. 15:18-19)

Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet. Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud! (Sal. 139:16-17)

I skal ligne Gud som hans kære børn  og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. (Ef. 5:1-2)


Refleksion

Hvad er det du bliver mindet om at skulle sige nej til? Vil du søge Guds Kongerige først, og lade Ham sørge for dig og vise dig, hvor stor værdi du har?


Bøn

Kære Gud, jeg vil kun sige ja til dine planer for mig og mit liv. Jeg siger nej til verden og dens begær, og jeg vil ikke være afhængig af hvad verden omkring mig mener om mig. Kun du kan vise mig en kærlighed som tilfredsstiller mig inderst inde. Jeg vil kun tilhøre dig og jeg vil stå fast imod djævelens fristelser i Jesu navn. Amen.


Hør mere

Lær mig at kende dine veje