Lyt efter Gud – hvad siger Han?

Gud taler til dig hver dag. Faktisk taler Gud hele tiden, men du lytter ikke hele tiden, så derfor kan du ikke altid høre, hvad Gud siger. Gud siger sandheden til dig og om dig især gennem sit Ord i Bibelen og den stille kærlige stemme i dig. Han fortæller dig. hvor meget Han elsker dig. Han inviterer dig til at dele alt med Ham i løbet af dagen. Han hvisker til dig, hvad Han har kaldet dig til at vandre i, og de sejre Han ønsker, at du skal vinde. Når du sover, eller er i gang med dit arbejde, taler Han. Han advarer dig nogle gange for at beskytte dig. Om du lytter eller ej, så taler Gud til dig. Han beskriver sin vision med dig for hele universet, og Han sender engle for at hjælpe dig med at lykkes. Lytter du efter, hvad det er Gud siger til dig?


Dagens ord

Hvilken ret har du til at påstå, at han ikke svarer på dine spørgsmål? Gud taler på mange måder, men tit hører vi ikke, hvad han siger. Han taler gennem drømme og syner, mens vi ligger i vores senge om natten. Han hvisker os formaninger i øret, viser os skræmmende billeder, så vi ikke skal komme på gale veje eller blive stolte og hovmodige. Han ønsker nemlig at advare os, så vi ikke går i dødens fælde. (Jobs bog 33:13-18)

I begyndelsen var Ordet. Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Ordet var til fra begyndelsen, sammen med Gud. Alt blev til gennem det Ord, ja uden det blev intet af det til, som nu findes. Ordet havde Livet i sig, og det Liv blev menneskenes Lys. (Johs. 1:1-3)

I Gud har alt sin begyndelse, eksistens og sin fuldendelse. Ham tilhører æren til evig tid. Amen. (Romerne 11:36)


Refleksion

Hvad er det Gud taler til dig? Har du svært ved at finde ro til at lytte? Spørger du Gud om noget?


Bøn

Kære Gud, jeg vil gerne lytte efter det, du taler hele tiden. Jeg vil øve mig i at lytte mere efter dig i min hverdag. Gud jeg har så mange spørgsmål – dem vil jeg også gerne stille til dig. Lad mig finde ro og fred, så jeg kan høre det, du siger til mig. I Jesu navn. Amen.


Læs/Hør mere

📖 Ap.G 2; 📖 Salme 32; 🛒 Frihedens dagbog