Hvor kommer tanken fra?
Det du koncentrer dig om og fokuserer på, vil fylde dig med indtryk. Og det du lader ‘fylde i dig’, vil forme dig. Det vil påvirke dine følelser, tanker og din vilje. Det vil få tanker til at vokse frem i dig, som du måske slet ikke ønsker, skal være der.
Du kan i høj grad være med til at styre det, som har indflydelse på dine tanker. Det du ser, og det du lytter til, påvirker din åndelige tilstand. Giver det dig fred og bygger din ånd op, eller ender du med at have usunde tanker og følelser, der leder dig mod ensomhed, frustration og skam? Vær opmærksom på, at dit ‘input’ i meget høj grad påvirker dit indre liv og dit ‘output’. Dine tanker må rette sig efter det Guds Ord siger. Din vilje må bøje sig under det Helligånden siger. Dine følelser må rette sig efter de sandheder Gud har givet dig. Hvor kommer dine tanker fra?
Dagens ord
Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus. (2. Kor. 10:4-5)
Den, der sidder i den Højestes skjul, har sin bolig i den Almægtiges skygge; han kan sige om Herren: Min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på. (Salme 91:1-2)
Ifør jer hele Guds rustning, så I kan forsvare jer mod Satans lumske angreb. Den kamp, vi står i, er jo ikke mod mennesker, men imod åndelige magter, autoriteter og herskere i denne mørke verden, mod en hær af onde ånder i himmelrummet. Derfor skal I tage hele Guds udrustning på, så I kan forsvare jer imod den Ondes angreb og stå fast, indtil alle angrebene er overstået. (Ef. 6:11-13)
Refleksion
Hvad tillader du, der påvirker dine tanker? Oplever du, at der er kamp om din opmærksomhed? Kan du begrænse de input, der vil fylde dig? TV, video, sociale medier etc.? Hvad skal du sige helt nej til?
Bøn
Herre, hjælp mig. Jeg synes det kan være så svært, at sige nej til alt det, der vil have min opmærksomhed. Jeg ønsker kun at fylde mig med gode input, så jeg kan opleve fred og hvile. Hjælp mig, Herre, så jeg kan sige nej til det, du minder mig om, at jeg skal sige nej til. Det beder jeg om i Jesu navn. Amen.
Læs mere