Helligånden er altid villig
Hvis du har sagt ja til at leve dit liv for Jesus, så har Han også givet dig Helligånden som hjælper, vejleder og advokat. Hvad du end oplever, så har du hjælperen tæt på, og Han sover aldrig. Helligånden er altid villig til at hjælpe dig, give gode råd og minde dig om, hvad der er en god vej for dig at gå. Hvis du kommer under angreb, kan du også bede Ham om hjælp med at forsvare dig. Han er for dig, ikke imod dig. Det er Guds vilje, at det skal være sådan. Du er ikke efterladt alene i verden. Helligånden er altid villig.
Dagens ord
Når jeg sender Vejlederen til jer – sandhedens Ånd, der kommer fra Faderen – så vil han tale til mennesker om mig. (Johs. 15:26)
Desuden kommer Helligånden os til hjælp i vores magtesløshed, for vi ved ikke, hvordan vi bedst kan bede til Gud. Men så træder Ånden til og beder med dybe suk, som ikke kan udtrykkes i ord. (Rom. 8:26)
Men når sandhedens Ånd kommer, vil han vejlede jer til hele sandheden. Han vil ikke fremføre sine egne meninger, men det, han hører mig sige, vil han give videre til jer, og han vil åbenbare for jer, hvad fremtiden bringer. Han vil ophøje og ære mig ved at tage imod det, jeg giver ham, og derefter åbenbare det for jer. Alt, hvad Faderen har, er også mit. Det er derfor jeg siger, at Helligånden vil tage imod det, jeg giver ham, og åbenbare det for jer. (Johs. 16:13-15)
Refleksion
Lytter du efter hvad Helligånden siger til dig? Er der noget, du vil bede Ham om hjælp til i dag?
Bøn
Tak, Helligånd, fordi du er for mig, og ikke imod mig. Jeg har brug for din hjælp. Lær mig at lytte mere efter det du taler i mig. Mind mig om det der er Guds vilje med mig, og lad mig opleve din styrke i dagligdagen. Tak, fordi du altid er villig til at hjælpe og forsvare mig i Jesu navn. Amen.
Hør mere